Om Steen Mørcholdt

Årgang 51 og fra 1. juledag 1968 kommerciel musiker. Født og opvokset i Bækkelund ved Horsens.

Bedsteforældrenes ustemte klaver blev dog starten på musikken for undertegnede. I 1959 blev klimperiet på klaveret sat i faste rammer hos den legendariske musiklærer og musiker Pouli Pedersen. “Pouli´s Musikskole” på Nansensvej i Horsens, hvor så mange fandt musikglæden og glæden ved at spille sammen med andre, blev også udgangspunktet for mig.

Hen ad vejen blev det dog Horsenspianisten Bent Clausen, der fulgte mig helt ind på musikscenen, da han en dag ved undervisningens ophør blev ringet op at en impressario, der ønskede Bent som pianist til et bryllup. Bent var optaget, og inden jeg rigtig fik mulighed for at tage et valg, sad jeg bag tangenterne ved mit første soloarrangement.

Ved siden af lærlingeuddannelsen som elektriker, blev der nu spillet på livet løs, og da værnepligten herefter var overstået lå hele den musikalske verden for mine fødder.

Jeg “fast afløser” for Bent, og sammen med de andre musikere fra hans kvartet, blev det i slutningen af 60’erne og begyndelse af 70’erne til et væld af spændende engagementer. Herefter “traskede” jeg så at sige videre i Bent Clausens fodspor, hvilket bl.a. førte til længerevarende jobs på de dengang så populære danserestauranter, der ofte havde levende musik 5-6 dage om ugen. Det blev også til et mangeårigt samarbejde og venskab med revyskuespilleren Jan Schou, et job som kapelmester i Holstebrorevyen i begyndelsen af 80’erne og til det igangværende samarbejde med John Madsen omkring Aakjær-causeriet.

I begyndelsen af 80’erne gennemførte jeg ved siden af musikken en læreruddannelse fra Gedved Statsseminarium, men klaveret spillede bedre og bedre med mange revyjobs og samarbejde med datidens kendte skuespillere, kunstnere og solister, suppleret med musik til firma- og privatfester med “Steen Mørcholdt’s Trio” og de seneste år “Duo” med guitaristen Ole Højgaard.

Siden 1983 har jeg været ansat i Folkeskolen i tidligere Juelsminde kommune og nu Hedenstedkommune på hhv. Glud og Hornsyld skoler.

Siden starten i 1968 er det blevet til over 3000 engagementer.

Ordene: Siden slutningen af 1970’erne er det blevet til et hav af forskellige tekster og sange, dels til mange danske revyer og dels til skuespil og musicals for børn og unge, alle udgivet på Dansk Teaterforlag.