Hvad siger tilhørerne

Slagelse Lærerkreds.

John og Steen ankommer i god tid og lægger op til et humørfyldt foredrag. De pjatter og hygger sig fra de kommer ind af døren, og man mærker straks et stort engagement for dagens emne: Jeppe Aakjær. Sange fra Jenle. Stemningen skifter fra det lystige til det dybt alvorlige, hvor man især fæstner sig ved fortællingen om tyendets vilkår i fordums tid.                                                                   Hovedattraktionen er efter min mening, når John givere den på ravjysk, så der ikke et øje tørt. Vi var omkring 40 personer til kaffe/te og kage, og alle udtrykte bagefter stor tilfredshed. Steen gjorde sit ved klaveret. Det blev en uforglemmelig dag.

Max Køhlert, Slagelse Lærerkreds. Tirsdag den 26. februar 2019

Slagelse Lærerkreds.
Kære John Madsen!
Tak for dit dejlige foredrag om Jeppe Aakjær i går i Slagelse!
Jeg synes, jeg kom virkeligt dårligt fra at takke dig i går, derfor denne mail.
Det må være SÅ irriterende at blive “revet i næsen”, hvad man IKKE har haft med i sit foredrag – og det udsatte jeg dig for, da jeg påpegede, at du ikke havde været inde på Åkjærs mere revolutionære sange.
Det må du altså undskylde! Jeg var vist for ivrig efter at påpege, at jeg også kendte den side af ham.
Det var jo netop den side, den kritiske og solidariske side af Aakjær, du vægtede, side om side med den lyriske.
Også tak til Steen Mørcholdt for dejligt klaverspil!
Venlig hilsen
Bodil Toldbod
Slagelse.

_______________________________________________________________________________                                                                                                                                   

Næstved lærerkreds – Fraktion 4

Succesfuld sæsonstart!

Det blev en succesfuld sæsonstart på Seniorklubbens program, da 30 deltagere mødte frem i Skt. Jørgens Kirkes pejselokale for at samles om temaet ”Jeppe Aakjær”, som sidste år blev fejret på 150 års dagen for sin fødsel. John Madsen og Steen Mørcholdt sørgede for underholdningen denne eftermiddag. De havde trodset sne og kulde og taget turen fra Jylland, – og godt for det.

Det blev en underholdende oplevelse for de fremmødte, som i løbet af de 2 timers causeri blev bragt på en rejse tilbage i tiden gennem Aakjærs digtning, sange og fortællinger. Med Mørcholdt ved klaveret og John Madsen som fortælleren og ”skuespilleren” blev Aakjærs alsidige produktion præsenteret på bedste vis, og forsamlingens klapsalver beviste, hvor godt underholdt man blev denne eftermiddag. Alle kunne nynne med på Mørcholdts potpourri over Aakjærs sange, hvor ”Sneflokke kommer vrimlende” jo passede perfekt til det aktuelle vejr. John Madsens fremlægning af en række digte på ”fjandbo-mål”, var morsomme og meget underholdende, selvom enkelte ord nok ”smuttede” for os sjællændere.

Alt i alt en fin start på Næstved-kredsens arrangementer for pensionerede lærere.

Knud Erik Antonsen.

 _________________________________________________________________________________

 Aalbæk Præstegård.

Onsdag den 29. marts havde vi i konfirmandstuen i Ålbæk besøg af John Madsen og Steen Mørcholdt, som optrådte med et Jeppe Aakjær-causeri. Jeg siger optrådte, fordi der blev lagt god skuespillerkunst i oplæsningerne, både i digte og noveller.

Det var en rigtig god aften med blanding af både alvor og det fornøjelige og skarpe, og det var bestemt også en oplysende og orienterende aften med både kendt og ukendt stof, som varmt kan anbefales, også i kirkeligt regi.

Vivian Leach Søndergaard – Sognepræst i Råbjerg Sogn

__________________________________________________________________________________

Ellebæk kirke, Holstebro.                                                                                                                         
Jeppe Aakjær blev født den 10. september 1866.
Hans 150 års fødselsdag kan således fejres i år, og det skete den 7. september i Ellebæk kirke i Holstebro.
Tidligere lærer John S. Madsen causerede, bistået af pianisten Steen Mørcholdt, over Jeppe Aakjærs liv og levned. De tegnede et nuanceret billede af Jeppe Aakjær, der naturligvis indeholdt mange af hans kendte sange, hvoraf de 18 er gengivet i den seneste udgave af højskolesangbogen, og Steen Mørcholdt akkompagnerede til fællessange, ligesom han bidrog med et potpourri af melodierne til Jeppe Aakjærs sange.
John S. Madsen fremdrog viser og lejlighedssange, heraf nogle på jysk, som fødselaren også mestrede.
I sine unge dage gjorde Jeppe Aakjær sig bemærket landet over med stærk samfundskritik, ikke mindst omkring tyendes forhold på landet. Hans kritik vakte så megen furore blandt folk i almindelighed og politikere i særdeleshed, at den gav anledning til ændringer i lovgivningen.
Det var navnlig romanen Vredens Børn fra 1904 med selvbiografiske træk fra hans barndom som hyrdedreng og skildringen af det hårde liv, også i karlekamrene, der gav stødet til de politiske ændringer.
Johs S. Madsen evnede at skildre såvel Jeppe Aakjærs fine poetiske og sangbare strofer som hans barske og for samtiden chokerende realistiske forhold for piger og karle på landet.
Han gjorde det med et vid og en humor, der efterlod tilhørerne klogere og med et mere nuanceret syn på Jeppe Aakjær.

Ancher Bech Jørgensen
Ellebæk kirke.
__________________________________________________________________________________

LOF og Ældresagen i Søndersø
Forventningerne blev til fulde indfriet, da John S. Madsen og Steen Mørcholdt gæstede Nordfyn en onsdag i november med et causeri, hvori indgik såvel fortælling og fællessang som oplæsning, skuespil, sang og klaversolo. Alt sammen fremført professionelt og veloplagt – og med humor!
Man fornemmede den grundige research og det store engagement, der lå bag causeriet, som blev fremført i godt og klart sprog.
Aakjær Causeriet er kort sagt Folkeoplysning, når den er bedst!
Aase Lundsgaard
LOF Nordfyn

__________________________________________________________________________________

Skalborg kirke – Fredagstræf.
I Skalborg Kirke har vi siden 1993 haft ”FredagsTræf”, som 6 gange om året er fællesspisning, foredrag, samtale om foredraget og kaffe. Til hvert arrangement er der 70-80 deltagere.
I februar 2013 var Jeppe Aakjær på programmet.
Vi kender alle de mange folkekære sange af Jeppe Aakjær som fx ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Jens Vejmand” og ”Stille Hjerte, sol går ned”.
Men ikke ret mange af os kendte særligt meget til personen Jeppe Aakjær. Hverken hans optræden i det offentlige rum eller hans privatliv.
Så derfor så vi frem til en aften, hvor vi både skulle synge de dejlige sange og blive klogere på Jeppe Aakjær.
Vores forventninger blev indfriet til fulde. John S. Madsen gav os et indblik i både den offentlige og den private Jeppe Aakjær, læste op af Aakjærs digte og noveller på den dialekt, som tales på digterens hjemegn, og Steen Mørcholdt akkompagnerede sangene smukt og melodiøst på flyglet.
Et af højdepunkterne var, da John på forrygende dialekt læste uddrag af ”Oplyst”, hvor Søren praler over for sin daglejerkollega på gården, Jens Christian, om sine oplevelser på sin fridag.
Aftenens store overraskelse var, da John fortalte om Aakjærs inspiration til sangen ”Ole sad på en knold og sang”.
Vi har altid betragtet den som en børnesang, men med vores nye viden vil vi fremover se helt andre billeder for vores indre blik, når vi synger den.
Vi fik en aften, som vi sent vil glemme.
__________________________________________________________________________________

Randers Lærerforening
Der mødte rigtig mange op torsdag d.23.februar 2012 i Lærernes Hus for at høre om Jeppe Aakjær.
John S. Madsen er lærer på Glud Skole, og med sig har han pianist Steen Mørcholdt.
Johns interesse for Jeppe Aakjær stammer helt fra barndommen, idet de begge er født i Fjends Herred. Johns bedsteforældre og familien Aakjær mødtes og diskuterede, og der igennem har John fået interessen for Aakjærs forfatterskab og kender dialekten særdeles godt.
Jeppe Aakjær havde kurage og gennem tale og skrift prægede han tiden i slutningen af århundredet. Han var en skarp og dygtig rimsmed, og datidens store komponister kappedes om at få lov til at sætte musik til hans sange.
Jeppe Jensen, som han oprindelig hed, var født i 1866 af fattige gårdmandsfolk. Stedet hed Aakjær, og det navn tog han i slutningen af 1880`erne. Han læste to år i København og fik en præliminæreksamen i 1886. Efter eksamen rejste han rundt i Jylland og holdt foredrag, og senere underviste han på Askov Højskole. I 1893 blev han gift med datteren fra ”den store gård på bakken” Marie Bregendahl. Ægteskabet varede dog kun til 1900, hvor de blev skilt. John fortalte, at Jeppe Aakjær skrev sangen Ole sad på en knold, da han ønskede at komme ud af sit ægteskab.
I 1904 udkom Vredens Børn, som skabte en voldsom debat i aviserne, mere end 900 artikler og læserbreve. Der blev oprettet en landarbejderkommission, som skulle undersøge forholdene, og det endte med at tyendeloven blev afskaffet.
Der var ind imellem fortællingen om Jeppe Aakjærs liv tid til fællessang bl.a. Der dukker af disen, Jeg bærer med smil min byrde og naturligvis Jens Vejmand. Desuden læste John både lyrik og uddrag af romaner. Flere gange blev det gjort på dialekt, som var aldeles pragtfuld at høre. Det er John en stor mester i. Pianisten ledsagede fællessangene og spillede desuden et potpourri af Aakjærs sange. En meget underholdende eftermiddag.
Anna Marie Leth

__________________________________________________________________________________

Kolind-Ebdrup-Skarresø menighedsråd i samarbejde med Ebdrup Foredragsforening
En dejlig oplevelse i Ebdrup gl. Skole
Tirsdag den 13. januar havde Kolind-Ebdrup-Skarresø menighedsråd i samarbejde med Ebdrup Foredragsforening indbudt til foredrag.
Igen et foredrag om Jeppe Aakjær. Det er bestemt ikke første gang, at undertegnede har været til stede ved et sådant. Og John S. Madsen gav da også et fint overblik over Jeppes liv fra vugge til grav, men på hvilken måde! Det var bare anderledes!
Sprudlende af humor, masser af dialekter ved oplæsning, stort engagement i det hele taget og et udvalg af de bedste sange, som han selv sang akkompagneret af Steen Mørcholdt.
Dertil mange fællessange, og man synger godt i Ebdrup! Desuden kom han ind på komponisten Carl Nielsens store betydning for dansk musik. Et ekstra plus!
De 2½ time gik hurtigt og det var absolut en dejlig aften – og får man nogensinde nok af Jeppe Aakjær?
Venlig hilsen
Knud Jensen, arkivleder
Kraghøjvej 1, Ebdrup, 8560 Kolind

_________________________________________________________________________________

 Pensionistudvalget, Vejle Lærerkreds
“Jeppe Aakjær causeri” – præsenteret af John S. Madsen under medvirken af pianisten Steen Mørcholdt var for os 70 pensionister i Vejle Lærerkreds en uforglemmelig oplevelse af høj karat!
John Madsen er i stand til at formidle Jeppe Aakjærs underfundige kradse, jyske lune med stort engagement, kropssprog, mimik, indfødt dialekt, humor og indgående kendskab til Aakjærs forfatterskab, så man som tilhører bliver fastholdt af fortællingerne.
Causeriet er behændigt krydret med dejlige sange som publikum kan synge med på. De bliver fint og fornemt akkompagneret af Steen Mørcholdt.
Causeriet er absolut et unikt kulturindslag, der meget kan anbefales!
Med venlig hilsen,
Knud Aa. Hvenegaard Schumacher
fmd. for Pensionistudvalget, Vejle Lærerkreds.

________________________________________________________________________________

Thorsager-Bregnet-Feldballe Sogne
Causeriet præsenteret i ”Egegård” i Rønde ved Kirkehøjskole fredag 6. november 2015. Ca. 80 tilhørere:
100 minutters engageret og nærværende causeri, hvor vi kom omkring den både skarpe og blide Jeppe Aakjær.
John S. Madsen er en levende og varm fortæller, der fra start har kontakt med sit publikum.
Programmet bød på et meget velvalgte skift mellem fællessang, skildring af Aakjærs liv og personlighed – og ikke mindst oplæsning af udvalgte tekster.
John S. Madsen kaldte mange gange på latteren, når han med næsten skuespillertalent fremførte de mere muntre og krasse tekster fra den gamle digter.
Pianisten Henning Krogs medley over kendte melodier til Aakjærs sange, samt akkompagnementet til sangene fuldendte et meget vellykket arrangement.
Med venlig hilsen
Morten Bay-Mortensen
Sognepræst i Thorsager-Bregnet-Feldballe.